Faroe Islands 8 June: Klaksvík - Villingadalsfjall

Running under sea, over stone. faroeislands.fog

Today was the last day of the 2014 Faroe Islands Peace Run. Our mission of the day - to complete our journey from the southernmost tip to the northernmost point of the Faroe Islands.

I dag var Peace Runs sidste dag 2014. Vores mål i dag var at afslutte vores rejse fra det sydligste punkt til det nordligste punkt af Færöerne.

This involved going under mountains...

Det betød en tur igennem bjerge...

Running under the sea. There's a first time for everything....

En løbetur under havet. Alt har en første gang...

Sigrid Bjartalíð was very happy to join us in the final kilometres to Viðareiði, her home village.

Sigrid Bjartalíð var meget glad for at løbe med os de sidste kilometer til Viðareiði, hendes hjemmeby.

Jan Matras and Sigrid shared a moment of silence with us...

Jan Matras og Sigrid tog et øjeblik og reflekterede over fred sammen med os...

...and off we went.

... og så tog vi afsted.

Tunnel time again.

En tunnel mere...

Out of one ...

Færdige med en...

... and into the next.

og ind i den næste...

Watch out for trolls!

Ok, ok, just our photographer who refuses to grow up.

Pas på troldene!!!

Ok, ok, det var kun vores fotograf som nægter at blive voksen.

Whew! Heading back into the light.

Puha! Tilbage i lyset.

Vibeka Sivertsen, one of the youngest (and cutest) members of the Treysti running club, met us outside the tunnels.

Vibeka Sivertsen, en af de yngste, (og sødeste) medlemmer af Treysti løbeklub mødte os lige efter tunnelen.

Her mum, Majbritt Sivertsen, kindly donated us refreshments from their store.

Hendes mor, Majbritt Sivertsen, var så sød at give os forfriskninger fra hendes butik.

Watch out for girls with ponytails!

Pas på piger med hestehale!

Next to join us were two of the fastest members of the Treysti running club, Maria Biskopstøð and Oddvør Josephsen.

De næste som joinede os var to af de hurtigste medlemmer af Treysti løbeklub, Maria Biskopstøð og Oddvør Josephsen.

Maria´s Dad, Borgar Biskopstøð, kept a watchful eye on the girls.

Marias far, Borgar Biskopstøð, holdt godt øje med pigerne.

Our numbers grew...

Vi fik flere og flere løbere ...

At last! We reached the village of Viðareiði, at the end of the runnable stuff.

Endelig! Vi nåede til byen Viðareiði, og er her vi ved vejens ende.

A moment´s silence to mark the end of the run.

Et øjebliks stilhed til at afslutte løbet.

Then it was time for the climb.

Så var der tid til at klatre.

Sigrid very kindly offered to guide us up the mountain. She does little road training, preferring to prepare for races by climbing the mountain regularly.

Sigrid var sød at guide os op på bjerget. Hun træner ikke så meget løb på gaden men vil hellere forbrede sig til løbekonkurrencer ved at bestige bjerge regelmæssigt.

When the going gets tough...

det begyndte at blive lidt hårdt...

.... the tough get going.

... og det blev ved.

The fog got progressively thicker as the day went on.

Tågen blev kun tykkere i løbet af dagen.

"This way! I think..."

Following markers on the mountain.

"Denne vej! Tror jeg..."

Vi fulgte markeringer på bjerget.

What could Suren see in the fog? Is it really a Yeti?

Hvad kan Suren se i tågen? Er det virkelig en snemand?

We see Yeti too !

Vi kan også se snemanden !

We made it! At the top of the mountain Villingadalsfjall, 840 metres high.

Det lykkedes! På toppen af Villingadalsfjall, 840 meter højt.

Our Founder came with us.

Sri Chinmoy tog med os.

Happy faces on top of the mountain...

Glade ansigter på bjergtoppen...

Purna-Samarpan's grandmother joined us at the top...

Purna-Samarpans bedste mor joinede os på toppen ...

... and Uddipan´s grandfather.

... Og Uddipans bedstefar.

Our last task of the 2014 Faroe Islands Peace Run.

vores sidste opgave i Peace Run 2014 på Færøerne.

Time to climb down. Fingers crossed.

Tid til at klatre ned. Kryds alle fingre.

Visibility around 10 metres...

Man så kun omkring 10 meter...

... or less.

... eller mindre.

Beauty of the mountain.

Bjerget skønhed.

On the way we saw this beautiful tiny flower, that looks like an orchid. It is just 2-3 cm high. Does anyone know what it's called?

På vej ned så vi denne smukke lille blomst som ser ud som en orkide. Den er kun 2-3 cm høj. Er der nogen som ved hvad den hedder?

I remember this wall! Thanks to Sigrid´s expert guidance, the series of markers on the mountain and a large helping of divine Grace, we made it back down safely.

Jeg husker denne væg! Takket være Sigrids fantastiske vejledning, vejvisere på bjerget og stor guddommelig nåde, kom vi alle ned i god behold.

Back in Tórshavn, our good friends Elisabeth and Hallur invited us into their home for a feast!

Tilabage i Tórshavn, vores gode venner Elisabeth og Hallur inviterede os til fest i deres hjem.

Elisabeth had spent two days preparing the food, while Hallur prepared the water. Everything was unbelievably delicious!

Elisabeth brugte to dage til at lave maden mens Hallur forberedte vandet. Alt smagte utroligt fantastiskt godt!

Later on, our tummies bulging, we offered them gifts and a certificate of appreciation. Without their assistance, our Peace Run would have been almost impossible.

Senere, med vores propfulde maver, gav vi dem nogle gaver og takker-certifikat. Uden deres hjælp ville det næsten have været umuligt at gennemføre vores Peace Run.

What a brilliant way to spend our final evening!

En fantastisk måde at tilbringe vores sidste aften!